-
Weekendens optøjer var en »skamplet«. Nu sætter politiformand foden ned: Hooligans får »lov til lidt mere end normale borgere«
来源: BDK Borsnyt / 28 10月 2024 10:16:52 America/New_York
Man kan næsten mærke Heino Kegels frustration gennem telefonen. Søndag mødtes Brøndby IF og FC København til kamp på Vestegnen. Og ligeså gjorde de to klubbers tilhængere, der skabte vold og utryghed hele weekenden. Nu har Politiforbundets formand fået nok. Og ifølge Heino Kegel tillader politiet en opførsel blandt klubbernes hooligans, som man aldrig ville tillade i det omgivende samfund. Det siger han til Berlingske. »Det er dybt frustrerende at være vidne til, at når man bare er nok, og det handler om fodbold, så har man lov til nogle ting, som den almindelige borger ikke har,« siger han: »Der er rigtig meget, som politiet for dialogens skyld ser igennem fingre med, og derfor får de (hooliganerne, red.) også uforholdsmæssigt lang snor.« Absurde scener og en smadret bodega Der var stor bevågenhed inden weekendens fodboldkamp. Blandt andet udtrykte justitsminister Peter Hummelgaard (S) bekymring over tilhængernes opførsel i forbindelse med en pressemeddelelse fra ministeriet. »Vi så absurde scener, sidste gang Brøndby IF og FCK spillede mod hinanden, og nu skal klubberne mødes igen på søndag. Jeg håber derfor også, at klubberne tager et større ansvar, så vi ikke er vidner til de samme voldsomme episoder igen,« lød det. Alligevel endte det i flere voldsomme episoder henover weekenden. Blandt andet blev Glostrup Bodega raseret. Et tog med FCK-fans blev udsat for angreb fra Brøndby-fans. Og på Brøndby stadion måtte folk på familietribunen flygte, da fans begyndte at kaste med romerlys mod modstanderholdets tilhængere. Fem politifolk blev ifølge Københavns Vestegns Politi ramt af fyrværkeri eller kasteskyts i forbindelse med kampen. Og allerede søndag reagerede justitsministeren på weekendens episoder. »Det er en skamplet for fodboldsporten, og jeg forstår ikke, hvordan de her absurde scener kan blive ved med at udspille sig. Det her kan ikke og må ikke fortsætte,« lød det i et skriftligt svar til TV 2. En farligere opgave Heino Kegel var selv med ved fodboldkampe, da han var betjent i Østjyllands Politi for syv-otte år siden. Og allerede dengang var optøjerne voldsomme, fortæller han. Er det blevet farligere at være betjent ved sådan nogle fodboldkampe? »Ja, det er det. Der bliver brugt alt muligt kasteskyts, for eksempel pyroteknik, og det siger sig selv, at det er rigtig farligt at blive ramt af. Også selvom vi har sikkerhedsudstyr på. Og det er jo også farligt for den almene borger,« siger Heino Kegel: »Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set, at der er nogen, der er gået amok på stadion i samme omfang som her i går.« Han sidestiller optøjerne med de demonstrationer, som autonome grupper holdt i 2017 på tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset. »Der blev politiet også bombarderet med forskelligt kasteskyts, brosten og alt, hvad der ellers kunne kastes. Det er lidt det samme, vi ser her.« Dialog eller nultolerance Og ifølge Politiforbundets formand får fodboldtilhængerne – trods gentagne politiske budskaber om, at hooliganisme nu skal have sat stolen for døren – »uforholdsmæssigt lang snor«. »I nattelivet havde man aldrig tilladt folk at spankulere gennem byen og nærmest hærge det og pisse alle mulige steder. Det er en adfærd, der alene knytter sig til fodbold. Og det er frustrerende,« siger han: »Og borgerne, der ser på det, forstår ikke, at politiet ikke gør noget. Men det er en del af, at man skal forsøge dialogens vej, og at de skal have lov til lidt mere end normale borgere i et almindeligt gadebillede.« Hvorfor skal de have lov til mere? »Man forsøger dialogen, og det er også langt hen ad vejen den rigtige vej. Hvis man kan tale fansene fra den voldelige adfærd, så er det det, der giver noget på den lange bane,« lyder det: »Men det er frustrerende for mine kollegaer i politiet, når de så ikke overholder de aftaler, der bliver lavet, og man er vidne til, at der foregår lovbrud, som man på en almindelig dag havde sigtet andre for, men ikke gør noget ved her.« Vil det ikke være bedre at udvise nultolerance, så hammeren falder, hvis de for eksempel tisser på åben gade? »Det er en anden tilgang, som man kunne vælge. Hvis man ønsker det, skal man træffe den afgørelse på politisk niveau og allerhøjeste politiniveau.« Hvad tænker du? »Der er ingen tvivl om, at det vil kræve flere ressourcer, hvis man udviser nultolerance, ligesom man gør med alle mulige andre, der udviser en adfærd, man ikke ønsker i det offentlige rum. Og det vil komme til at se mere voldsomt ud. Så spørgsmålet er, om man rent politisk er interesseret i det.« Ville du være interesseret i det? »Min holdning er irrelevant, så det har jeg ikke nogen holdning til. Men jeg vil bare sige, at andre steder kører man med nultolerance. Det gør man ikke, når vi taler fodboldfans.« Håber du, at politikerne nu siger, at det er på tide med en ny tilgang fra politiet? »Det er en meget lille del af fans, som er virkelig god til at ødelægge det for alle de andre. Men vi må indse – og det har jeg sagt før – at der er en lille kerne, der ikke ønsker dialog. Og dem er man nok nødt til at håndtere anderledes i fremtiden.« https://www.berlingske.dk/politik/weekendens-optoejer-var-en-skamplet-nu-saetter-politiformand-foden-ned